dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Gribskov advarer plejefirma efter stærkt kritisk læserbrev
En privat leverandør af ældrepleje lover nu at tænke sig bedre om, når han deltager i debat om kvaliteten af ældreplejen i Gribskov.
Foto: Finn Byrum, Ritzau Scanpix

Gribskov advarer plejefirma efter stærkt kritisk læserbrev

Private leverandører kan ikke skrive hvad som helst i pressen, indskærper kommunen.

GRIBSKOV: "Plejekrævende ældre må se sig forgæves om efter hjælp, for politikernes sanseapparat er slået helt fra." 

Sådan lød et af udsagnene i et debatindlæg, som ejeren af Dansk Omsorgspleje, Milad Shams, forleden skrev i Netavisen Gribskov. Her skriver han også, at nytgribskov og Socialdemokratiet i et debatindlæg om kommunens ældrepleje udviser "mangel på forståelse af, hvilket intetsigende og berøvet liv, de mange plejekrævende borgere bydes, og hvad de i stedet har brug for".

Men det er over grænsen for, hvad et plejefirma, som for nylig er blevet godkendt som en af flere leverandører af hjemmehjælp i kommunen, kan tillade sig at ytre i offentligheden. Det vurderer kommunen, som derfor nu har henvendt sig til Milad Shams, skriver Netavisen Gribskov.

Det sker på initiativ af byrådsmedlem Pernille Søndergaard (nytgribskov), som på baggrund af debatindlægget spurgte forvaltningen, om "en kontinuerlig tilsvining af borgmester og flertal er helt ok, eller har man en samarbejdsaftale." 

"Svaret er ja, det er til en vis grad indeholdt i godkendelsen," svarer velfærdsdirektør Per Ullerichs i en mail, som netavisen gengiver. Direktøren henviser til, at leverandøren ifølge aftalen er forpligtet til at håndtere henvendelser til og fra fx pressen på en hensigtsmæssig, professionel og imødekommende måde, og at parterne gensidigt skal informere hinanden herom. Derfor lover han Pernille Søndergaard at kontakte plejefirmaet og gøre opmærksom på forpligtelsen "og orientere om vores praksis for et godt og konstruktivt samarbejde".

Formand: Jeg ville bare ringe

Trods forpligtelsen i kontrakten ville formanden for kommunens ældre-, social- og sundhedsudvalg, Birgit Roswall (V), ikke selv have reageret på debatindlægget med en påtale til leverandøren, siger hun til DK Nyt.

- Hvis jeg selv lavede et debatindlæg, som nogen svarede på, ville jeg ikke reagere på den måde. Selvfølgelig skal samarbejdspartnere respektere aftalen, men dette var en kommentar til et debatindlæg fra nytgribskov og Socialdemokratiet. Hvis firmaet selv var gået i pressen, var det noget andet, siger hun.

- Men det er klart, at den slags indlæg ikke fremmer samarbejdet. Jeg ville nok bare hellere have ringet til dem og spurgt, hvad de har af gode ideer til ældreplejen, tilføjer hun.

Trods henvendelsen fra kommunen vil Milad Shams ikke stoppe med at deltage i den offentlige debat, men han vil tænke sig bedre om, siger han til Netavisen Gribskov. Han var ikke opmærksom på reglen om omgang med pressen, men fremover vil han orientere kommunen, hvis han sender et debatindlæg til medierne - dog uden at medsende selve debatindlægget.

- Jeg er fan af ytringsfriheden, men jeg kan se, at nogle åbenbart bliver sure over det, så jeg tænker, at jeg vil debattere på en mere konstruktiv måde og så måske ikke sige så meget om andre, så de ikke føler sig trådt på, siger han til avisen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.